26.5.11

Videndeling kræver mentalitetsændring


Uanset om du foretrækker fordybelse eller tæt samarbejde med kolleger, er storrummene formentlig kommet for at blive. Så er du en enspænder, der foretrækker ro omkring dig, og regner du kun målbare resultater for arbejde, har du brug for en mentalitetsændring, mener Eva Bjerrum.

"Du risikerer nemlig at blive hæmmet både fagligt og socialt, hvis du arbejder i et stort kontor, hvor der er helt stille", mener Eva Bjerrum.
Derfor skal der være plads til, at de ansatte kan gå frem og tilbage til hinanden, uden at de andre føler sig generet af det.

Udvid idéen om arbejde
Eva Bjerrum har opdaget, at det er meget forskelligt, hvad folk regner for arbejde. Mens der er folk, der hverken regner e-mails, møder eller andre samtaler for arbejde, findes der også dem, der ikke tæller de ekstra timer foran computeren derhjemme med i arbejdsdagen.

"Men det syn på arbejde er et levn fra industrisamfundet, og det skal vi væk fra. Vi skal have en bredere forståelse af, hvad arbejde er. I dag bruger vi nemlig mere tid på at kommunikere på arbejdet end på fordybelse, og så duer det ikke, at vi føler, vi ikke har lavet noget i dag, fordi vi har talt i telefon og været til møder hele dagen", siger Eva Bjerrum, og fortsætter,

"Vi skal lære, at uformelle samtaler og møder også er en del af arbejdet. Ellers får vi stress og føler utilfredshed i vores arbejdsliv, fordi vi da vil føle, at møder og uformelle samtaler forsinker os i vores arbejde", advarer Eva Bjerrum.